top of page

Farligt fyrværkeri er kun et klik væk

Af: Kira Vendelbo, Mikkel Lützen, Thomas Troensegaard og Vera Tomka

​

Han rækker hånden frem mod en tom tændstikæske og med sine bare hænder lægger han tændstikker ind én efter én i den tomme æske. Den øvre æske tilslutter sig den nedre og som en slange, der har pågrebet sit daglige bytte, snor gaffatape sig rundt om tændstikæsken.  

Nattemørket har indfundet sig, og i sammenbøjet stilling planter han sine fødder ved siden af en busk. Han strækker sin højre hånd frem mod den bælgmørke himmel og griber fat om en lighter. Med ét spreder et lysglimt sig i et hastigt tempo, og et overtryk sender ham fem meter bagud. Han lander på ryggen og stanken af brændt menneskekød, overdøver det spinkle håb om et heldigt udfald. 

”Jeg er en stor idiot. Det erkender jeg i forhold til det her. Det er man jo.” 

Ifølge Ulykkes Analyse Gruppen kommer hver tiende til skade i forbindelse med ulovligt fyrværkeri. 50-årige Simon Sparre Pinnau er én blandt dem. Som 20-årige gymnasieelev begav han sig en aften med vennerne ud i at eksperimentere med kanonslag. Dén aften står tilbage som en skelsættende dag i hans liv. Simon Sparre Pinnau mistede sin venstre hånd på den bekostning og momentet står lysende klart for ham. Oplevelsen satte livet i perspektiv, og i dag ærgrer han sig over sin manglende evne til at opfange situationens alvor. 

Sidste minde 2400 dpi.jpg

Simon Sparre Pinnau tog kort inden ulykken dette billede af sin hånd. Privatfoto

Simon Sparre Pinnau stiller sig derfor uforstående over for, hvorfor unge såvel som ældre i massevis søger ulovligt fyrværkeri i lukkede facebookgrupper. Men hvad vigtigere er, stiller han sig uforstående over for, hvorfor politiet ikke er i stand til at gribe ind og tage hånd om situationen. 

”Det er vildt, at politiet ikke gør noget ved det. De må jo ikke lave opsøgende arbejde. Derfor er de ikke med i sådanne grupper. Det er jo dét, jeg synes, er helt vildt åndsvagt. Jeg synes, det er chokerende. Dér tænker jeg bare, det kommer til at koste en masse skader på langt sigt desværre. Det er at spille samfundet lidt fallit, at politiet ikke må gå ind og være en aktiv del af grupperne.” 

I skrivende stund er der over 8.000 medlemmer i facebookgruppen ’Gør kanonslag lovligt i dk’. Det er blot én af mange facebookgrupper, hvor køb og salg af ulovligt fyrværkeri er det altoverskyggende. 

I den helt (u)almindelig Facebook-gruppe, finder vi mange der ligesom Simon Pinnau gjorde det fifler med ulovligt fyrværkeri. Her sælges og købes der i stor stil ulovligt fyrværkeri, hvor man kan få alt fra små kanonslag til kæmpe professionelle batterier og krysantemumbomber. 

Sidst nævnte har i et eksempel slået en familiefar ihjel.

Vi har dokumenteret hvor nemt det er at komme ind i Facebook-gruppen og købe fyrværkeri. Vores fiktive mand hedder Carsten Jensen han er 27 år gammel og har igennem den seneste tid skrevet med flere om køb af ulovligt fyrværkeri. Carsten Jensen vender vi tilbage til senere i historien.

For det er ikke kun Carsten Jensen, man finder inde i gruppen, d. 21. december havde gruppen 7425 medlemmer. Det tal er siden steget til at der d. 4. januar var 8.661 medlemmer i den ca. 7 år gamle Facebook-gruppe. Med over 1700 opslag i løbet af den seneste måned, er der godt gang i gruppen hvor der både bliver købt og solgt, helt åbenlyst.  

I grupperne hvor der sælges ulovligt fyrværkeri har hvert stykke fyrværkeri sit eget kendenavne/kælenavne som det går under. Her er et lille udsnit, af de stykker af ulovligt fyrværkeri der oftest sælges.

Kanonslag, også kendt som slag. Der findes mange forskellige typer af kanonslag, med en varierende mængde krudt. F.eks. er en FP3 Original nok til at smadre en postkasse ifølge flere i gruppen. 

Derudover findes navne som:

  • Virus

  • FP3 Blue

  • Black Widow

  • Cobra 8

  • Dumbum

  • Køkkenruller

Køkkenrullerne, også kendt som ruller, er et hjemmelavet kanonslag og er en af de populære varer på siden.

Derudover kan man finde Batterier. Her er det oftest store batterier fra 150 skud og opefter, som kræver autorisation at affyre.

Det er ikke underligt at der er meget gang i gruppen, for igen i år har toldstyrelsen slået stor rekord for hvor meget fyrværkeri de har beslaglagt. Mere end 1700 tons er blevet beslaglagt på vej ind i Danmark, ved grænsen og i posten. Det er en stigning på næsten 50% i forhold til året før hvor der blev beslaglagt 1135 tons fyrværkeri. Tallene for mængden af beslaglæggelser er eksploderet siden 2018, hvor der kun blev beslaglagt 321 kilo fyrværkeri.

Oskar Zacho fra toldstyrelsen understreger også at det er et alvorligt problem ”[…]Fyrværkeriproblemet, er dem som enten bruger fyrværkeri forkert eller bruger ulovligt fyrværkeri som f.eks. kanonslag, og som tidligere set krysantemumbomber”. Oskar Zacho siger desuden, at det især er op imod nytår at der hvert år beslaglægges meget ulovligt fyrværkeri. Også politiet og sikkerhedsstyrelsen har fokus på problemet. Politiet oplever også at mange sager med salg af ulovligt fyrværkeri. Politiassistent Christian Berthelsen udtaler: ”til og med uge 50 har vi beslaglagt ca. 267 kilo krudt, det svarer til knap 1900 kanonslag, 11 krysantemumbomber og så lidt andet ved siden af”.

Opslag fra  fyrværkeri Facebookgruppen

Tilbage til vores fiktive Carsten Jensen. Han har inden for de sidste par uger fået tilbud om køb af alt fra kanonslag, til professionelle batterier og krysantemumbomber. En af dem vi har været i kontakt med, har tilbudt os, at købe 225 skuds professionelle batterier og syv 4-tommers krysantemumbomber. Et andet salg var af 30 Dumbum til den nette sum af 1750kr

Salget forgår ikke kun på Facebook, men også på andre sociale medier som telegram, instagram og snapchat. Her florerer både grupper og profiler som sælger ulovligt fyrværkeri.

Herunder et post fra Snapchat

En af vores sælgere taler vi først med over telegram, der er et socialt medie hvor man kan forblive fuldkommen anonym, og med ham aftaler vi, hvilke vare vi vil købe og til hvilken pris.

Han sender os herefter videre til sin makker, da han selv skal til Marokko, som er den vi skal mødes med. Vi får hans snapchat konto hvor vi aftaler mødetidspunkt og sted. Den 29. december klokken 11 skal vi mødes med sælgeren på en tankstation i Søborg, hvor der skulle have været udvekslet syv krysantemumbomber og 2 kæmpe batterier for 5900 kr. Handlen blev aldrig gennemført, men der er ingen tvivl om at sælger var parat til at mødes. Det blev dog vurderet for farligt at mødes med personen.

Fra alle steder i landet lige fra Næstved til Varde kan der købes ulovligt fyrværkeri.

​Nogle sælgere er endda klar til at sende det med posten, hvor at DHL express ifølge dem er en hurtig og sikker løsning.

På de sociale medier er der frit slag, om man er ung eller gammel, og hvor end man bor i landet kan men nemt og hurtigt købe ulovligt fyrværkeri. Inden på Facebook-gruppen hjælper de endda hinanden til at undgå svindlere, og hvilke steder der er legit at købe fra, med andre ord hvem kan man stole på. For som mange pointerer inde i gruppen, kan man jo ikke rigtig gå til politiet og sige at man er blevet svindlet, når det er fordi man har prøvet at købe noget ulovligt. Derfor gør man i kammeratskabet i gruppen meget ud af at hjælpe hinanden med at købe ulovligt fyrværkeri, fra personer som man kan stole på.

Udover at hjælpe hinanden med at købe af folk der er legit, så strækker makkerskaberne sig også ud i hvordan man selv kan lave kanonslag, hvordan man skaffer lunter og hvilke kanonslag man skal bruge for at sprænge en postkasse i stykker.

For at blive klogere på hvor farligt fyrværkeri egentlig kan være, har vi spurgt Jens Lauritsen, som til daglig er overlæge, professor og Ph.D. ved Ulykkes Analyse Gruppen. Her beskæftiger han sig med alle slags ulykker, og derunder også dem der er forårsaget af fyrværkeri.

“Som hovedregel har fyrværkeriskader 3 ansigter. Der findes dem der selv antænder det, dem som er tilskuere, og dem der anvender det forkert eller bruger ulovligt fyrværkeri” siger Jens Lauritsen. 

“Kigger vi på den sidste kategori, kan det fx være et batteri ikke står på et fast underlag, og derfor kan vælte, og så er der klart større sandsynlighed for at få en lemlæstende skade ved det ulovlige fyrværkeri. For eksempel ved kanonslag og strygere. Nogle holder det i hånden, tænder det, og tror at de kan når smide det inden det sprænger. I de værste tilfælde kan man miste en hel arm”.  

At det ulovlige er farligere, er pyrotekniker Martin Trier enig i. Han sælger selv fyrværkeri, og står for fyrværkeri til store sceneshows og for special effects til film som f.eks. eksplosioner. “ Ulovligt fyrværkeri er som det vilde vesten. Du ved ikke hvad du får. Især det hjemmelavede”, siger han og giver os ret i, at det er som købe medicin af en tilfældig på gaden frem for i et apotek. “Derudover er folk fulde når de bruger det. Det er fuldstændig sindssygt. Vi har et produkt, hvor der ikke er nogen max promille. Det er ligesom, hvis man ikke havde nogen alkoholgrænse på bilkørsel. Fyrværkeri lovgivningen giver på så mange punkter ikke mening”. 

Fyrværkeriskader i tal 

10% af alle skader er forårsaget af ulovligt fyrværkeri. 

Dog er tallet formentlig højere, da alle skader ikke bliver behandlet og indregnet. Samtidig vil nogle ikke stå ved brugen af ulovligt fyrværkeri, da forsikringen ikke dækker, eller at de er pinlige over det. 

26% af alle skader sker for børn fra 0-14 år. Det er mere end hver fjerde.  

33% af alle skader sker for unge fra 15-25 år. 

84% af skaderne sker for mænd. 

62% af skaderne er forårsaget af raketter. Det er den fyrværkeritype der forårsager flest skader. 

Kilde: Ulykkes Analyse Gruppen. Tal fra nytåret 21-22 

Overlæge Jens Lauritsen har 3 råd til, hvordan man undgår skader. “Man skal selvfølgelig holde sig fra ulovligt fyrværkeri, og så skal man bede folk om at stoppe eller at forlade stedet, hvis der bliver fyret uansvarligt af. Endelig skal man holde sig fra ulovligt fyrværkeri. Bede andre om at fyre ordentligt af eller forlade stedet og ikke købe vådt fyrværkeri.

Der er en generel forståelse af, at fyrværkeri er farligt. I hvert fald ikke ufarligt.  
Så når man har at gøre med ulovligt fyrværkeri, bør der være en klokke der ringer og advarer om, at der er fare på færde.  
Men det er ikke altid tilfældet. Især hos en bestemt gruppe mennesker holder alarmklokkerne alt for ofte fri, og de møder først på arbejde igen, når det er for sent.  

​Der er her tale om unge mænd.  

Unge mænd er uden sidestykke klart størst repræsenteret, hvad angår skader i forbindelse med ulovligt fyrværkeri. Faktisk er en stor del af de unge mænd så unge, at de går under betegnelsen drenge. 
Ifølge psykolog Henriette Sievers kan der være flere årsager til, at det lige netop er den gruppe mennesker, som er mest risikovillige.  

​”Ifølge forskning og forskellige undersøgelser, er der noget der tyder på, at unge drenge og mænd, simpelthen får mere positiv respons på den type adfærd - de knytter bånd og relationer på den måde.  
Der er også noget der tyder på, at forventningerne til ordentlighed og ansvarlighed er anderledes for unge mænd.” 

Facebookgruppen ”Gør kanonslag lovligt i dk” er et glimrende bevis på psykologens beskrivelse af de helt unge mænd. Gruppen er nemlig spækket med unge mænd og drenge helt ned til en alder, hvor det må være lommepengene, der financierer det ulovlige fyrværkeri.  
 

På billedet ses en 14-årig dreng, som søger fp3 – en form for kanonslag. I dette tilfælde oplyser drengen selv hans alder, hvilket får en sælger til at skrive, at han gerne vil hjælpe ham, men først når han bliver 18 år. Drengen oplyser dog også, at han allerede tidligere har købt to pakker med fp3, så noget kunne tyde på, at det ikke er alle sælgerne, der har samme aldersgrænse. 

Og hvis man med sine syv år endnu ikke er gammel nok til at kunne stave sig igennem et Facebook-opslag, så er der også en løsning på det.  

Selvom Facebook gruppen er stærkt overrepræsenteret af unge mænd, så er der alligevel en del fuldvoksne mænd blandt de cirka 8.000 medlemmer. Til gengæld er kvindelige medlemmer lige så ringe repræsenteret, som de er i topledelserne i Danmark. De er med andre ord svære at få øje på.   

Psykolog Henriette Sievers peger også på endnu en faktor, som muligvis kan være med til at forklare, hvorfor der netop ikke er flere kvinder i Facebook gruppen.  

”Et element af denne her risikovillighed er at få lov at fremstå som ”en rigtig mand”. Det relaterer sig til en giftig maskulinitetskultur, hvor der er visse ritualer eller adfærd, som opfattes som afgørende for, om man har lov til at passe ind i et mandefællesskab. ” 
 

Dette kan Simon Pinnau i den grad nikke genkendende til.  
I et forsøg på netop at vise sig som en ”rigtig mand” og ikke stå uden for fællesskabet, traf han en beslutning, som skulle vise sig at få fatale konsekvenser for ham.  

”Vi skød tre kanonslag af, og alt gik rigtig fint. Det var tre af mine venner, der tog dem. Jeg tænkte, jeg vil også skyde et kanonslag af - jeg ville ikke være en tøsedreng. Så jeg tog det sidste kanonslag.” 

Simon Pinnau beholdt sin status som en ”rigtig mand” den aften, men det var til gengæld i bytte for sin højrehånd. En byttehandel, som selv den bedste krejler ville have svært ved at få i hus. 
 

I dag rejser han rundt i landet og holder foredrag på folkeskoler. Han håber på, at hans historie vil kunne hjælpe unge mænd til at forstå, at man skal holde sig fra ulovligt fyrværkeri. Det er ikke det værd. Man kan nemlig risikere at ende ligesom ham, fortæller han.  
 

”Da jeg antænder, eksploderer den lige med det samme. Trykbølgen er så voldsom, at jeg bliver kastet fem meter bagud. Og da jeg ligger der på ryggen, tænker jeg, bare rolig Simon, det her er en drøm. Du vågner lige om lidt og så er alt godt. ” 

Men Simon Pinnau drømmer ikke. Tværtimod befinder han sig midt i sit livs værste mareridt

Privatfoto

Et mareridt han aldrig vågner fra.  

bottom of page